Den vigtigste historiske begivenhed i vor tid

Min families oplevelser med besættelsen

Jeg er født 7 år efter 2. Verdenskrig sluttede, så i hele min barndom var krigen og dens mangelsituation noget som de fleste voksne havde i frisk erindring.

Min mor var ung pige i huset hos en familie i Odense i 1940. Tidligt om morgenen 9.4.1940 lå hun i sin seng og kunne høre larmen fra de tyske bombemaskiner som fløj ind over landet. Manden i huset var ingeniør ved sukkerfabrikken, og først da han kom hjem til formiddagspause fik husstanden at vide hvad der var sket. Senere i løbet af dagen kunne de stå i stuen og betragte tyske tropper komme marcherende ind i byen ad Middelfart Landevej.

Min far boede i Køge 1940. Jeg ved ikke præcis hvordan han oplevede 9. april, men før krigen, i slutningen af 30'erne, havde han set Herman Göhring, når han var på ferie i Danmark og besøgte Køge, hvor han lå i havnen med sin lystyacht.

Mine forældre begyndte på Haslev seminarium i 1941. I løbet af besættelsestiden blev seminariebygningen beslaglagt af besættelsesmagten, og så måtte man finde andre rammer til undervisningen, bl. a. hjemme hos lærerne privat. Så blev bygningen malet i camouflagefarver, og efter befrielsen blev den skuret ren og fik sin hvidkalkede farve igen.

Min farfar var stationsforstander i Holme Olstrup under hele krigen. Om morgenen 9.4.1940 fortalte han lokomotivføreren på det først ankommende tog til stationen at Tyskland havde besat Danmark. Og om aftenen 4.5.1945 fortalte han lokomotivføreren på det først ankommende tog til stationen at tyskerne havde kapituleret. Det viste sig at være den selv samme lokomotivfører som han havde orienteret om besættelsen fem år tidligere.

Min familie på Fyn havde visse kontakter til modstandsbevægelsen, så de gav husly til en politibetjent der var gået under jorden efter at tyskerne havde taget det danske politi. Af sikkerhedsmæssige grunde vidste ikke engang deres nærmeste familie at de havde ham boende i kælderen. 

 


 

Besættelsen i Nyvang Andelslandsby

Udover det store halvårlige stumpemarked foregår der også andre spændende arrangementer i Nyvang Andelslandsby i Holbæk.

De senere år har der hvert år været en weekend i begyndelsen af maj, hvor man genskaber livet under Besættelsen under Anden Verdenskrig. Der er tyske soldater, tyske militærkøretøjer fra 40'erne, danske biler og motorcykler med gasgenerator, frihedskæmpere, stikkere, tyskertøser og meget mere. Og man kan købe erstatningskaffe og andre erstatningsprodukter v. hj. a. sine rationeringsmærker. Og der hverves medlemmer til Frikorps Danmark. Det er rigtige tyskere der er kommet herop og spiller rollen som tyske soldater.

Tyskerne hygger sig som de bedst kan. De synger deres hjemlands vemodige sange, og de hænger ud på caféen sammen med tyskertøser. Pludselig skal en af dem ud på lokum. Kort efter kommer han tilbage, meget ophidset, med et billede af Hitler som han har fundet ude på lokummet. Og så bliver hele personalet på caféen ført bort. Grisehandleren har ikke levet forgæves  .

Hen sidst på eftermiddagen lyder det over højttaleren: »Her er London. Det oplyses i dette øjeblik at Montgomery har meddelt at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig«.
Og så bryder jubelen løs...

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.09 | 13:43

Hej Carsten. Unnas motorcykel
Den gamle James motorcykel er nu det første der ses på hjemmesiden fra Egeskov. den er stadig med nummerplader.
Hilsen Niels (søn)

...
27.08 | 07:48

Enig i at Asmundtorp kyrka er en Tivoli-katedral. Er selv en stor hader af Helgo Zettervall. Denne kirke er dog ikke tegnet af H.Z., men af Gustaf Hermansson.

...
24.03 | 13:31

Har nogle sjove plader

...
16.03 | 18:52

Ja værsågod.

...
Du kan lide denne side