Diverse

Ampelmann

DDR havde sin legendariske Ampelmann - den lille grønne mand i lyssignalet som går over vejen med meget energiske skridt. Han er blevet kult som symbol på DDR - ligesom Trabanten.

Fredericia har også fået sin særlige "Ampelmann" i form af en "Landsoldat". Han står pænt stille og venter for rødt med geværet (m. opplantet bajonet!) ved fod...

...og går over vejen for grønt med gevær over skulderen.

Jeg har ladet mig fortælle at Odense også har en særlig Ampelmann, her er det selvfølgelig H. C. Andersen - hvem ellers - der går over vejen med høj hat og stok. Hvem kunne man mon forestille sig som Ampelmann i Roskilde? Måske Gustav Wied med fipskæg?

Julemandens postnummer

Som bekendt er der flere julemænd. Bl. a. en i Finland, en på Nordpolen, en på Grønland og en i Canada.

I Storbritanien og Canada består postnumrene af en blanding af bogstaver og tal. I Canada efter formlen A1A 1A1. Hvis man vil skrive til Julemanden - den Julemand der bor i Canada - er postnummeret H0H 0H0  .

Den julemand der bor på Grønland har postnummeret 2412 (datoen for juleaften) selvom de grønlandske postnumre ellers begynder med 39.

Mainzelmännchen

Til mine tidligste oplevelser med at se tysk tv tilbage i 70'erne hører »Die Mainzelmännchen«. Det var nogle små sjove mænd som optrådte som en slags pauseklovne imellem udsendelserne.  Navnet er en sammenblanding af Heinzelmännchen - nogle små overnaturlige væsner fra Köln i den tyske folketro - og byen Mainz, hvor tv-stationen ZDF har til huse.

Jeg husker en episode hvor die Mainzelmännchen sidder bænket omkring bordet i køkkenet parat til at spise, og en af dem står ved komfuret og bager pandekager. Da en pandekage bliver vendt i luften falder den ikke ned på panden igen, men giver sig til at baske ligesom en fugl og flyve af sted. Man venter så at den vil flyve hen og lægge sig på en af tallerknerne, men det gør den ikke. Den flyver ud gennem det åbentstående vindue og forsvinder i det fjerne. At se deres ansigtsudtryk da den fløj ud af vinduet var et syn for guder .

Hummel Hummel

Hamburgs maskot er originalen Hans Hummel (1787-1854) som var vandbærer af profession. Han ses overalt i bybilledet i mange forskellige farver, bærende på sit åg med sine to vandspande.
Byens gadedrenge råbte »Hummel Hummel« efter ham på gaden, og Hummel, der var noget hæmmet af sine spande, kunne ikke andet end at svare »Mors Mors«, hvilket på plattysk betyder noget i retning af »rend mig i røven«.
»Hummel Hummel« er blevet en særlig slangagtig Hamburg-hilsen, og folkeviddet har udlagt bogstaverne på nummerpladerne HH som Hummel Hummel.

Andre morsomme udlægninger af HH på nummerpladerne i Hamburg er »Halbhirn« (halvhjerne) eller »Hanseatische Hofnarren«.

»Die Bremer Stadtmusikanten«

Som barn var »Die Bremer Stadtmusikanten« et af mine yndlingseventyr blandt Grimms eventyr. Det handler om fire dyr, et æsel, en hund, en kat og en hane der er blevet kasseret af deres ejere. De slår sig sammen og beslutter at drage til Bremen for at blive bymusikanter.
På vejen kommer de forbi et hus hvor der bor nogle røvere. De stiller sig op på ryggen af hinanden for at kunne kigge ind ad vinduet, pludselig braser de gennem vinduet, og røverne flygter forskrækket. Dyrene slår sig ned i huset og gør sig til gode med røvernes gode mad, hvorefter de lægger sig til at sove, katten i kakkelovnskrogen, hunden bag døren, æslet ude på møddingen og hanen oppe på hanebjælken.
Senere vover en af røverne sig tilbage, han tror i mørket at kattens øjne er gløder fra komfuret og vil tænde en tændstik, men katten kradser ham med sine klør, hunden bider ham i benet, og æslet sparker ham. Oppe på hanebjælken sidder hanen og galer kykkelikyyy. Han styrter tilbage til de andre røvere og fortæller at han er blevet kradset af en gammel heks ved komfuret, stukket med en kniv af en mand der stod bag døren, og slået med en kølle af en mand udenfor huset, og oppe på taget sad dommeren og skreg: »Bring mig den røver, bring mig den røver!« Røverne tør herefter ikke vende tilbage, og dyrene bliver så boende i huset til deres dages ende.

Foran rådhuset i Bremen står en statue at de fire bymusikanter - stående på ryggen af hinanden - og de er blevet byens vartegn.

Og når jeg nu læser det eventyr, så kommer jeg altid til at tænke på kommunalpolitikeren Torben »Hanegal« fra Roskilde, som gjorde en tragikomisk figur, da han blev gejlet op til at ville forbyde haner, fordi de galer, inden han kort efter blev dysset ned igen.

Motet og trafikplats i Sverige

Jeg har lagt mærke til, når jeg kører i Sverige, at en motorvejsudfletning - det der i Tyskland hedder et Autobahnkreuz eller et Autobahndreieck - i Göteborg-området heddet en motet, mens det tilsyneladende andre steder i Sverige hedder en trafikplats. Hvorfor anvendes dette ord motet tilsyneladende kun i Göteborg-området?

Nu er jeg blevet klar over at motet er bestemthedsform af mot, som kommer af at møde, altså et sted hvor veje mødes. Ordet er ikke specielt göteborgsk, men vestnordisk, men betegnelsen er blevet indført i Göteborg og omegn, op til Uddevalla. Man har her bl. a. motorvejsudfletningerne Lyckornamotet og Ramserödsmotet. Betegnelsen anbefales af det svenske sprognævn, men den er bare slået igennem sporadisk i Sverige.

Stednavnet Åmot, som findes flere steder i Sverige og Norge, betyder et sted hvor to åer løber sammen.

Vandalerne fik en lang næse

En svensker havde engang i 60'erne parkeret sin angiveligt meget rustne Volvo Amazon i Helsingør. Det var i den lokale svenske registrerings tid, hvor bilejerne selv skulle tilvejebringe nummerpladerne.
En primitiv dansk politibetjent kom forbi og fandt at bilen var i for dårlig stand, og glædede sig over en kærkommen lejlighed til at profilere sig. Som sædvanlig greb han til de fejeste midler for at "løse" problemerne. Han stjal nummerpladerne for at ødelægge dem! Skaden var dog ikke nær så stor som hvis det havde været et dansk nummerpladesæt det var gået ud over. Svenskeren behøvede blot at tage tilbage over Sundet, gå ind i det nærmeste ICA-varehus og købe et nyt sæt nummerplader med det samme nummer og montere dem på bilen.
Historien fandt vej til den danske presse, hvor den læstes med stor skadefryd.

Længe leve det ubehjælpsomme danske bureaukrati

På et tidspunkt brændte motorkontoret i Nykøbing Mors, hvorved ca. 1000 nummerplader gik tabt. Det eneste indlysende og rationelle ville have været at bestille nye erstatningsplader i stedet for de brændte. Men næh, nej. Det kunne systemet ikke finde ud af.   Det kunne kun forholde sig til at der var nok til lang tids forbrug, fordi de fastsatte maximumsgrænser for registreringer ikke var overskredet.
Så var der ikke andet at gøre end at indtaste numrene som udleverede, og oprette registreringer for ikke eksisterende køretøjer, og derefter skynde sig af afmelde "køretøjerne" igen. Men man måtte huske at notere at der var tale om afgiftsfritagne køretøjer, for ellers ville der blive udsendt opkrævninger for den korte periode de imaginære køretøjer havde været "indregistreret"!!!.

Jehovas Vidner. Nej tak!

Jeg hader Jehovas Vidner. De lusker rundt overalt og trænger ind alle vegne hvor de ikke har noget at gøre. De blander sig i alt muligt som ikke rager dem, og de vil belemre alle med deres værdiløse johovaspam (»Vagttårnet« og hvad de nu ellers kalder det). Og så er de oven i købet så feje, at de ikke tør spille med åbne kort. De tør aldrig sige direkte at de kommer fra Jehovas Vidner. De siger bare at de er kommet for at tale om Bibelen. På den måde vil de under falske forudsætninger tiltvinge sig adgang hos sagesløse ofre. Først når man går dem direkte på klingen, må de nødtvungent indrømme at de kommer fra Jehovas Vidner.

Jeg havde en kollega, hvis livs store ulykke var at hun var født som Jehovas Vidne. Jeg har altid syntes vældig godt om hende, og da jeg efter at have kendt hende i mange år engang tilfældigt fik at vide at hun var Jehovas Vidne, blev jeg meget skuffet. Jeg syntes hun var alt for sød til at tilhøre denne modbydelige sekt.
Hun blev angrebet af en kræftsygdom og kom i behandling. Hun ville sandsynligvis også kunne være helbredt, men den endelige helbredelse krævede blodtransfusion. Det ville hun også gerne selv have, men hendes modbydelige jehovasvin af en mand forhindrede hende i det. Så det endte i sidste ende med at koste hende livet at hun var så uheldig at være Jehovas Vidne.

Skæg bus

Her kører en af Arrivas busser rundt med et stort fjoget overskæg. Man skulle næsten tro man var i folkerepublikken Bordurien...

Hvis man kan sine klassikere, så vil man vide at Burdurien er en opdigtet østeuropæisk diktaturstat i Tintins univers. Diktatoren Plekszy-Gladz' overskæg - landets allestedsnærværende symbol - har en betænkelig lighed med Stalins overskæg. Og det ses overalt, i landets flag, på alle uniformer, på alle offentlige bygninger, det indgår som element i designet på bilernes front , og det anvendes sågar som accent over nogle af bogstaverne i det borduriske alfabet. Borduriens hovedstad hedder Szohôd - med en kraftig overskægsformet accent over o'et . Måske skulle man overveje, næste gang man skal lave alt det skægpjat, at lade busserne køre rundt i Rôskilde!

Mordet på Olof Palme

Sveriges statsminister Olof Palme blev myrdet på Sveavägen i Stockholm sent om aftenen 28. februar 1986 på vej hjem fra en biograftur, og mordet er aldrig blevet opklaret. Morderen har sandsynligvis fulgt efter Lisbeth og Olof Palme ned ad Sveavägen, passeret dem da de standsede for at kigge på indiske tørklæder i en butik, og derefter stillet sig i indgangspartiet til butikken Dekorima umiddelbart før mordstedet, og ventet på dem. Men nu har den danske forfatter Paul Smith i en bog leveret en sandsynlig teori om hvem morderen var. I pressen fremstod det under hele forløbet som at den hovedmistænkte var stockholmeren Christer Pettersson, men ifølge Paul Smiths teori var morderen en anden stockholmer ved navn Christer, nemlig Christer Andersson.

Christer Andersson vandt i 1980 et millionbeløb i lotto, og han investerede pengene i aktier, som han belånte, købte nye aktier, som han igen belånte, købte nye aktier osv. Så længe kurserne gik op var det en fed forretning, og det satte ham i stand til at bo i en luksuslejlighed i Vasastaden (i øvrigt ikke så langt fra hvor Astrid Lindgren boede). Men selv samme fredag, hvor Palme blev myrdet om aftenen, havde regeringen bebudet skrappe afgifter på den form for aktiespekulation, hvorved kurserne raslede ned, så Christer Andersson blev i realiteten ruineret fra den ene dag til den anden. Han havde således i allerhøjeste grad et motiv til at myrde Palme, og desuden boede han i bekvem gåafstand fra mordstedet.

Christer Andersson havde været i søgelyset omkring Palme-mordet, men han var bare een blandt mange andre svenskere, der var under mistanke, fordi de havde et lovligt indregistreret våben med samme kaliber som det Palme blev skudt med. Andersson var meget våbeninteresseret, og et vigtigt indicium mod ham var at han engang tidligere havde skudt sin fjernsynsskærm i stykker mens Olof Palme var på skærmen. Han var således tydeligvis ikke ligefrem nogen beundrer af Palme.

Sit våben, som han i givet fald havde brugt til mordet på Palme, havde han solgt i 1992 under mystiske omstændigheder, uden at kunne gøre rede for hvem han havde solgt det til. Grunden til at han solgte det skal have været at han havde brug for de penge han kunne få for det.

Andersson færdedes jævnligt på Sveavägen, hvor Palme blev skudt, og ifølge teorien kan han tilfældigt have fået øje på Palme, da han gik ind i Grand Biografen den aften. Så vidste han at nu ville Palme sidde derinde de næste par timer, og han har således haft god tid til at gå hjem og hente sit våben, gå tilbage til biografen og vente på at Palme kom ud, følge efter ham, og afvente en gunstig lejlighed til at skyde ham. Flere vidner havde set en mand – »Grandmanden« – der ligesom stod og lurede udenfor biografen og holdt godt øje med folk hver gang en film var forbi, da han ikke vidste hvilken film Palme havde set, idet Grand var en stor biograf med flere filmsale. Flere af vidnerne havde bidt mærke i mandens ubehagelige stikkende blik.

Endvidere havde Andersson jævnligt efter mordet siddet på en café på Sveavägen med udsigt til mordstedet – også efter at han var flyttet et stykke udenfor Stockholm – ligesom for at genopleve mordet i erindringen. Personalet på caféen var ligesom lidt nervøs ved ham pga. hans ubehagelige stikkende blik. Samme blik som skræmte flere vidner i biografen. Andersson var ellers ikke normalt kendt for at have sådan et stikkende blik, men når han 'tog en tur ned ad mindernes boulevard' kan han muligvis have fået det samme intense blik som 'Grandmanden' havde. Så længe Andersson boede i Vasastaden var det måske meget naturligt at han, når han gik en tur i kvarteret drak kaffe på sin stamcafé inden han gik hjem igen. Men efter at han var flyttet udenfor Stockholm var det en længere rejse for ham med tog og bus for at komme derind. Han skal også have været der netop på 10-års dagen for mordet.

Christer Pettersson var en kendt skikkelse i Stockholms underverden. Han havde startet sin karriere som skuespillerelev, men det gik i vasken pga. kleptomani og stofmisbrug. Derfor endte han som bums og stofmisbruger. Han boede i den socialt belastede forstad Rotebro nord for Stockholm, og han færdedes også jævnligt på Sveavägen, og han skal også være blevet observeret på gaden på mordaftenen.

Det var hans store uheld at han helt tilfældigt lignede to helt irrelevante vidneudsagn om morderen. Det ene var at Lisbeth Palme, som angiveligt skal have stået ansigt til ansigt med morderen nogle få sekunder inden han flygtede, udpegede ham som morderen. Men ifølge andre vidneudsagn flygtede morderen med det samme og stod ikke stille nogle få sekunder. Derimod stod den mand, som forfulgte morderen ned ad Tunnelgaten, men tabte sporet oppe på Regeringsgaten, stille nogle få sekunder, så det er tydeligt at Lisbeth Palme forvekslede ham med morderen.

Det andet spor var et fantombillede som politiet havde fået tegnet på basis af en chileners vidneudsagn, og som lignede Pettersson til forveksling, men chileneren måtte senere indrømme at hans observation var fuldstændig fri fantasi, som han havde opfundet udelukkende for at gøre sig interessant.

Der var flere vidner til mordet. Et af dem var en musiklærer, som holdt ulovligt parkeret med sin bil, mens hans passagerer hævede penge i en hæveautomat. Han overværede bogstavelig talt mordet fra første parket gennem bilens forrude. Han så ægteparret Palme komme gående og en mand komme ind på dem bagfra. »Så, nu hugger han sgu kællingens taske« var hans tanke. Men det skulle så vise sig at være meget mere alvorligt. Et andet vidne var en mand, der lettere beruset var på vej hjem efter en firmafest, og som under mordet søgte tilflugt i den samme butiks indgangsparti, hvor morderen må have stået og luret på Palmes. At dømme efter Lisbeth Palmes beskrivelse af morderen er det tydeligt at hun også blander denne mands udseende ind i sit signalement af morderen. 

Et tredie vidne var den mand som kom gående af Tunnelgaten, og som morderen på sin flugt løb lige forbi, og som derefter forfulgte morderen. Denne mand kendte godt Christer Pettersson af udseende, idet de boede i samme Stockholmsforstad, men morderen fik ham på ingen måde til at associere til Pettersson. Endelig var der et par, som mødte morderen under hans flugt oppe i David Bargares Gata, og umiddelbart efter den mand der forfulgte ham. Det var tydeligt at manden var på flugt, men parret kunne ikke vide at han lige havde begået et mord - de gættede på at han måske havde stjålet penge el. lign.

Et vigtigt indicium mod Pettersson var at han mange år tidligere rent faktisk havde begået et mord, og derfor måtte formodes at være i stand til myrde igen. Men der var ingen lighedspunkter mellem de to mord, bortset fra at mordene fandt sted næsten på samme sted, og flugtruten var næsten den samme. Det var kort før jul i 1970 at Pettersson kom gående ned ad Sveavägen, han havde været i byen og købe julegaver, da en dinglende fulderik med en promille på over 2 stødte ind i ham. Pettersson stillede indløbsposerne fra sig, og det kom til en heftig ordveksling mellem dem. Pettersson havde en meget kort lunte pga. en defekt i hjerneklapperne, men dråben der fik bægeret til et flyde over var at fulderikken derefter sparkede til Petterssons indkøbsposer, så julegaverne trillede hen ad fortovet. Derefter greb Pettersson en bajonet, som han også havde på sig, jagtede fulderikken ind i en port, og stak ham ihjel.

Pettersson havde myrdet i affekt, mens Palme blev myrdet koldt og roligt. Palmes morder havde haft tålmodighed til at vente flere timer på Palme og derefter følge efter ham ned ad gaden. Det ville Pettersson ifølge dem der kendte ham aldrig have haft tålmodighed til. Og Pettersson interesserede sig for stikvåben, men Palme blev som bekendt myrdet med et skydevåben, og Pettersson har så vidt vides aldrig nogensinde interesseret sig for eller beskæftiget sig med skydevåben. Derimod var Christer Andersson meget interesseret i skydevåben, og kendt som en dygtig skytte, og medlem af en skydeklub. Desuden havde Pettersson ikke det fjerneste motiv til at myrde Palme – tværtimod arbejdede Palme på at gøre livet lettere for bumser som Pettersson.

Christer Pettersson hævdede at han græd, da han hørte om mordet på Palme. Overalt i Sverige var der lagt kondolencelister frem, som man kunne skrive en hilsen på, og på den lokale kondolenceliste skrev Pettersson verset »Att mötas och skiljas är livets gång – att skiljas och mötas är hoppets sång«. I øvrigt var Pettersson ganske intelligent, og han kunne citere kvadet Hávamál – på oldislandsk.

Der synes at være almindelig enighed blandt vidnerne om at gerningsmanden bar en lang skijakke der nåede ham næsten til knæene, og et sådant stykke overtøj fandtes ikke i Petterssons garderobe. Desuden skal han have båret en mørk strikket hue, ligesom Jack Nicholson i filmen »Gøgereden«. Flere vidner beretter i øvrigt samstemmende at gerningsmanden var 'dårligt klædt', og der var endda en der sammenlignede ham med den norske tv-figur Fleksnes. Denne 'dårlige tøjsmag' stemmer også overens med de pårørendes beskrivelse af Christer Andersson.

Den mand, der forfulgte gerningsmanden ned ad Tunnelgatan, tabte sporet på Regeringsgatan oppe i bydelen Brunkebjerg. Hvis Pettersson var gerningsmanden kan han teoretisk have søgt ned på Birger Jarls Gatan, og have gået mod syd for at komme til Centralstationen, hvorfra han kan have taget det tog hjem til Rotebro, som var sidste forbindelse den aften. I betragtning af at toget den aften var 5 min. forsinket kan han lige akkurat med nød og næppe have nået toget, hvis han gik almindelig rask til. Han kan ikke være løbet ned ad den befærdede Birger Jarls Gata, for så ville vidner have set ham løbe og sat ham i forbindelse med mordet.

Hvis Christer Andersson var gerningsmanden, kan han være søgt nordpå ad Birger Jarls Gatan, hvorfra der var ca. 20 min. gang hjem til hans bopæl.

Brunkebjerg, hvor morderen flygtede op og forsvandt, har tidligere i historien været i begivenhedernes centrum. Den danske konge Christian I gjorde i slaget på Brunkebjerg 1471, som dengang lå helt udenfor Stockholm, et forgæves forsøg på at holde sammen på Kalmarunionen. Dengang blev kongens nederlag (bort)forklaret med at der var blevet udøvet sort magi. Meget af efterforskningen af Palme-mordet foregik på samme uvidenskabelige niveau.

Hverken Christer Pettersson eller Christer Andersson lever længere. Ingen af dem var gift, og Pettersson døde i 2004 og Andersson i 2008. Pettersson døde af kraniebrud som han havde pådraget sig ved et fald, formentlig pga. hans omtågede tilstand, så det dødsfald er der næppe noget mystisk ved.

Andersson måtte på et tidspunkt pga. sin ændrede økonomiske situation flytte fra sin luksuslejlighed i Stockholm til en noget mere beskeden lejlighed i forstaden Trångsund syd for Stockholm. Han blev efterhånden mere og mere deprimeret, og da hans bror, som boede i Skåne, ikke kunne komme i forbindelse med ham fordi han ikke tog telefonen, var han så letsindig at pudse politiet i Stockholm på ham. Da politiet ringede på og råbte: det er politiet, hørtes et skud. Da politiet trængte ind i lejligheden fandt de Andersson død. Han havde skudt sig – formentlig fordi han troede at de var kommet for at hente ham til endnu en afhøring omkring Palme-mordet. Da der tydeligvis var tale om et selvmord blev der ikke gjort mere ud at det. Andersson blev kremeret og bisat, og lejligheden blev senere ryddet.

Anderssons navn var hemmeligstemplet, kun en meget snæver kreds indenfor politiet vidste at han havde været mistænkt for Palme-mordet, og det saboterede opklaringsarbejdet. De to betjente der var sendt ud til ham vidste det ikke, og der gik nogen tid inden de kriminalbetjente, der havde arbejdet med efterforskningen af Palme-mordet, fik kendskab til hans selvmord, og da var det for sent. Da var alt indboet i lejligheden for længst kørt væk, og man havde forpasset chancen for at gennemsøge lejligheden for spor der måske kunne have ført til opklaring af mordet på Olof Palme. Overdrevent hemmelighedskræmmeri er "god stil", men ikke særlig rationelt.

Den weekend hvor Palme blev myrdet havde Stockholms politichef Hans Holmér taget fri, og var kørt til Dalarna sammen ned sin elskerinde for at deltage i Vasaløbet. Pga. den pikante omstændighed at han var sammen med sin elskerinde havde han omhyggeligt undladt at informere nogen udenfor politiet om hvor han skulle hen. Man havde forsøgt at få fat i ham på selve mordnatten, idet man ringede gentagne gange til ham på hans hotelværelse. Men han tog ikke telefonen, af den gode grund at han ikke tilbragte natten på sit eget hotelværelse, men lå og bollede inde hos elskerinden. Så han anede ingenting om mordet før lørdag morgen, hvor portieren på hotellet fortalte ham om det. Så fik Holmér til gengæld travlt med at pakke alle sine ting og sætte kursen mod Stockholm igen. Vasaløbet kunne han altid deltage i en anden gang – men et statsministermord!!! Det var en sag af den slags han kun ville få een gang i hele sit liv! Det var næsten for godt til at være sandt!

På vej i bilen mod Stockholm sad Holmér og udviklede forskellige teorier omkring mordet, og elskerinden, som også var ansat ved politiet, skrev teorierne ned efter hans diktat. Han stirrede sig meget hurtigt blind på en teori om at en sammensværgelse af kurdere stod bag mordet.

Palme havde sjældent livvagter, så han var et let offer for kræfter der ville ham til livs. Og Palme-hadere var der nok af i Sverige pga. hans kontroversielle politik. En af teorierne opererede med at Palme – som en anden Arne Treholt – dyrkede sin egen private form for diplomati, og plejede omgang med østeuropæiske agenter. Og det skulle være grunden til at han sjældent havde livvagter, for så kunne han lettere mødes med sine østeuropæiske kontakter, uden at nogen blandede sig i det.

En teori som man arbejdede meget med var ”politisporet”. Der var beviseligt mange Palmehadere indenfor det svenske politi – der var ligefrem nogle der åbenlyst fejrede hans død ved at skåle i champagne – og der skal være observeret mange mænd med walkie-talkies mod syd ad Sveavägen på mordaftenen, som ligesom kan have overvåget Palme på hans spadseretur, og rapporteret hans færden til hinanden. Men de fleste observationer kan forklares som vægtere o. lign. og der findes ikke en eneste observation af den slags mod nord ad Sveavägen. Og ingen kunne på forhånd vide hvilken vej Palmes ville gå. Først i sidste øjeblik besluttede de at gå hjem, men de kunne ligeså godt være gået mod nord til den nærmeste station og have taget toget hjem, ligesom de havde gjort på udturen.

To personer indenfor 'Palmefjendtlige' kredse disponerede på mordtidspunktet over hver sin lejlighed på Regeringsgaten omtrent på det sted hvor morderen forsvandt. Så han kunne være forsvundet ind i en af de to lejligheder. Men umiddelbart før han forsvandt stødte han ind i et par, de råbte efter ham, og de så med sikkerhed at han fortsatte videre nordpå ad Regeringsgaten. Han stoppede ikke op og låste sig ind i en lejlighed.

Morderen kunne også teoretisk have haft en flugtbil stående på det sted, hvor han forsvandt, men ingen af vidnerne på dette sted hverken så eller hørte en bildør blive åbnet eller lukket.

En anden teori opererede med at Christer Pettersson havde planlagt at myrde narkohandleren Sigge Cedergren, som han tit havde købt narko hos. Men han tog fejl og forvekslede Palme med Cedergren. Efter mordet skulle han have søgt tilflugt på Klare kirkegård, hvor han skal have ligget hele natten med risiko for at fryse ihjel i det vinterkolde Stockholm. Først da han hen på morgenstunden forlod sit 'natherberg' på kirkegården og så morgenavisernes spisesedler forstod han hvilken frygtelig fejltagelse han have begået. Han havde skudt landets statsminister! Med henblik på Palmes meget karakteristiske udseende, som gennem medierne må have været enhver svensker bekendt, lyder det ikke specielt plausibelt at Pettersson kunne forveksle ham med narkohandleren Cedergren.

Et andet spor var det såkaldte »Mockfjärdsvåben« som i 1983 var blevet brugt under et røveri mod postkontoret i Mockfjärd i Dalarna. Udover Christer Anderssons våben var det det eneste af de i den forbindelse interessante våben i Sverige der var bortkommet, men det blev i 2006 fundet i en sø nær Mockfjärd. En af de tre røvere fra Mockfjärd havde siddet i fængsel sammen med Christer Pettersson, og han kunne have solgt ham våbenet, og så skulle Pettersson senere have skaffet sig af med gerningsvåbnet efter at have skudt Palme. Men hvis Pettersson ville skille sig af med et gerningsvåben, så ville han næppe rejse 300 km op til de øde skove i Dalarne og smide våbnet i en sø. Så ville han snarere tage en tur med Finlandsfærgen og kaste våbnet i vandet fra færgen når det var blevet mørkt. Så ville han desuden som 'sidegevinst' have kunnet nyde godt af en toldfrie sprut ombord!

Alle de oplysninger som danner baggrund for forfatterens teori har han fået fra en kilde – 'den svenske stemme' – ved Stockholms politi, som under fuld anonymitet har givet ham oplysninger, som ellers skulle have været hemmeligholdt i 40 år. Han har døbt den anonyme kilde 'den svenske stemme' efter inspiration fra 'den danske stemme' i London, som under 2. Verdenskrig gav danskerne værdifulde oplysninger, som nazierne ellers ville holde hemmeligt.



Bevingede ord

Og vi slutter med en serie bevingede ord, som nogle af verdens store statsmænd har udtalt.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Elisabeth | Svar 22.04.2015 05.02

Tak for dig og for din hjemmeside. Hvilken skøn ærlighed, kærlighed og humor

Carsten | Svar 18.10.2014 18.01

Den er med 100% sikkerhed hjemmelavet.

Rene | Svar 17.10.2014 21.42

Goddag Hr. Jørgensen
Jeg har en nr. plade som jeg ikke rigtig kan finde ud af om den er hjemmelavet eller den er original, håber du kan hjælpe mig

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.09 | 13:43

Hej Carsten. Unnas motorcykel
Den gamle James motorcykel er nu det første der ses på hjemmesiden fra Egeskov. den er stadig med nummerplader.
Hilsen Niels (søn)

...
27.08 | 07:48

Enig i at Asmundtorp kyrka er en Tivoli-katedral. Er selv en stor hader af Helgo Zettervall. Denne kirke er dog ikke tegnet af H.Z., men af Gustaf Hermansson.

...
24.03 | 13:31

Har nogle sjove plader

...
16.03 | 18:52

Ja værsågod.

...
Du kan lide denne side