Forskellige kriminalsager

Olof Palme

Sveriges statsminister Olof Palme blev myrdet på Sveavägen i Stockholm sent om aftenen 28. februar 1986 på vej hjem fra en biograftur, og mordet er aldrig blevet opklaret. Morderen har sandsynligvis fulgt efter Lisbeth og Olof Palme ned ad Sveavägen, passeret dem da de standsede for at kigge på indiske tørklæder i en butik, og derefter stillet sig i indgangspartiet til butikken Dekorima umiddelbart før mordstedet, og ventet på dem. Men nu har den danske forfatter Paul Smith i en bog leveret en sandsynlig teori om hvem morderen var. I pressen fremstod det under hele forløbet som at den hovedmistænkte var stockholmeren Christer Pettersson, men ifølge Paul Smiths teori var morderen en anden stockholmer ved navn Christer, nemlig Christer Andersson.

Christer Andersson vandt i 1980 et millionbeløb i lotto, og han investerede pengene i aktier, som han belånte, købte nye aktier, som han igen belånte, købte nye aktier osv. Så længe kurserne gik op var det en fed forretning, og det satte ham i stand til at bo i en luksuslejlighed i Vasastaden (i øvrigt ikke så langt fra hvor Astrid Lindgren boede). Men selv samme fredag, hvor Palme blev myrdet om aftenen, havde regeringen bebudet skrappe afgifter på den form for aktiespekulation, hvorved kurserne raslede ned, så Christer Andersson blev i realiteten ruineret fra den ene dag til den anden. Han havde således i allerhøjeste grad et motiv til at myrde Palme, og desuden boede han i bekvem gåafstand fra mordstedet.

Christer Andersson havde været i søgelyset omkring Palme-mordet, men han var bare een blandt mange andre svenskere, der var under mistanke, fordi de havde et lovligt indregistreret våben med samme kaliber som det Palme blev skudt med. Andersson var meget våbeninteresseret, og et vigtigt indicium mod ham var at han engang tidligere havde skudt sin fjernsynsskærm i stykker mens Olof Palme var på skærmen. Han var således tydeligvis ikke ligefrem nogen beundrer af Palme.

Sit våben, som han i givet fald havde brugt til mordet på Palme, havde han solgt i 1992 under mystiske omstændigheder, uden at kunne gøre rede for hvem han havde solgt det til. Grunden til at han solgte det skal have været at han havde brug for de penge han kunne få for det.

Andersson færdedes jævnligt på Sveavägen, hvor Palme blev skudt, og ifølge teorien kan han tilfældigt have fået øje på Palme, da han gik ind i Grand Biografen den aften. Så vidste han at nu ville Palme sidde derinde de næste par timer, og han har således haft god tid til at gå hjem og hente sit våben, gå tilbage til biografen og vente på at Palme kom ud, følge efter ham, og afvente en gunstig lejlighed til at skyde ham. Flere vidner havde set en mand – »Grandmanden« – der ligesom stod og lurede udenfor biografen og holdt godt øje med folk hver gang en film var forbi, da han ikke vidste hvilken film Palme havde set, idet Grand var en stor biograf med flere filmsale. Flere af vidnerne havde bidt mærke i mandens ubehagelige stikkende blik.

Endvidere havde Andersson jævnligt efter mordet siddet på en café på Sveavägen med udsigt til mordstedet – også efter at han var flyttet et stykke udenfor Stockholm – ligesom for at genopleve mordet i erindringen. Personalet på caféen var ligesom lidt nervøs ved ham pga. hans ubehagelige stikkende blik. Samme blik som skræmte flere vidner i biografen. Andersson var ellers ikke normalt kendt for at have sådan et stikkende blik, men når han 'tog en tur ned ad mindernes boulevard' kan han muligvis have fået det samme intense blik som 'Grandmanden' havde. Så længe Andersson boede i Vasastaden var det måske meget naturligt at han, når han gik en tur i kvarteret drak kaffe på sin stamcafé inden han gik hjem igen. Men efter at han var flyttet udenfor Stockholm var det en længere rejse for ham med tog og bus for at komme derind. Han skal også have været der netop på 10-års dagen for mordet.

Christer Pettersson var en kendt skikkelse i Stockholms underverden. Han havde startet sin karriere som skuespillerelev, men det gik i vasken pga. kleptomani og stofmisbrug. Derfor endte han som bums og stofmisbruger. Han boede i den socialt belastede forstad Rotebro nord for Stockholm, og han færdedes også jævnligt på Sveavägen, og han skal også være blevet observeret på gaden på mordaftenen.

Det var hans store uheld at han helt tilfældigt lignede to helt irrelevante vidneudsagn om morderen. Det ene var at Lisbeth Palme, som angiveligt skal have stået ansigt til ansigt med morderen nogle få sekunder inden han flygtede, udpegede ham som morderen. Men ifølge andre vidneudsagn flygtede morderen med det samme og stod ikke stille nogle få sekunder. Derimod stod den mand, som forfulgte morderen ned ad Tunnelgaten, men tabte sporet oppe på Regeringsgaten, stille nogle få sekunder, så det er tydeligt at Lisbeth Palme forvekslede ham med morderen.

Det andet spor var et fantombillede som politiet havde fået tegnet på basis af en chileners vidneudsagn, og som lignede Pettersson til forveksling, men chileneren måtte senere indrømme at hans observation var fuldstændig fri fantasi, som han havde opfundet udelukkende for at gøre sig interessant.

Der var flere vidner til mordet. Et af dem var en musiklærer, som holdt ulovligt parkeret med sin bil, mens hans passagerer hævede penge i en hæveautomat. Han overværede bogstavelig talt mordet fra første parket gennem bilens forrude. Han så ægteparret Palme komme gående og en mand komme ind på dem bagfra. »Så, nu hugger han sgu kællingens taske« var hans tanke. Men det skulle så vise sig at være meget mere alvorligt. Et andet vidne var en mand, der lettere beruset var på vej hjem efter en firmafest, og som under mordet søgte tilflugt i den samme butiks indgangsparti, hvor morderen må have stået og luret på Palmes. At dømme efter Lisbeth Palmes beskrivelse af morderen er det tydeligt at hun også blander denne mands udseende ind i sit signalement af morderen. 

Et tredie vidne var den mand som kom gående af Tunnelgaten, og som morderen på sin flugt løb lige forbi, og som derefter forfulgte morderen. Denne mand kendte godt Christer Pettersson af udseende, idet de boede i samme Stockholmsforstad, men morderen fik ham på ingen måde til at associere til Pettersson. Endelig var der et par, som mødte morderen under hans flugt oppe i David Bargares Gata, og umiddelbart efter den mand der forfulgte ham. Det var tydeligt at manden var på flugt, men parret kunne ikke vide at han lige havde begået et mord - de gættede på at han måske havde stjålet penge el. lign.

Et vigtigt indicium mod Pettersson var at han mange år tidligere rent faktisk havde begået et mord, og derfor måtte formodes at være i stand til myrde igen. Men der var ingen lighedspunkter mellem de to mord, bortset fra at mordene fandt sted næsten på samme sted, og flugtruten var næsten den samme. Det var kort før jul i 1970 at Pettersson kom gående ned ad Sveavägen, han havde været i byen og købe julegaver, da en dinglende fulderik med en promille på over 2 stødte ind i ham. Pettersson stillede indløbsposerne fra sig, og det kom til en heftig ordveksling mellem dem. Pettersson havde en meget kort lunte pga. en defekt i hjerneklapperne, men dråben der fik bægeret til et flyde over var at fulderikken derefter sparkede til Petterssons indkøbsposer, så julegaverne trillede hen ad fortovet. Derefter greb Pettersson en bajonet, som han også havde på sig, jagtede fulderikken ind i en port, og stak ham ihjel.

Pettersson havde myrdet i affekt, mens Palme blev myrdet koldt og roligt. Palmes morder havde haft tålmodighed til at vente flere timer på Palme og derefter følge efter ham ned ad gaden. Det ville Pettersson ifølge dem der kendte ham aldrig have haft tålmodighed til. Og Pettersson interesserede sig for stikvåben, men Palme blev som bekendt myrdet med et skydevåben, og Pettersson har så vidt vides aldrig nogensinde interesseret sig for eller beskæftiget sig med skydevåben. Derimod var Christer Andersson meget interesseret i skydevåben, og kendt som en dygtig skytte, og medlem af en skydeklub. Desuden havde Pettersson ikke det fjerneste motiv til at myrde Palme – tværtimod arbejdede Palme på at gøre livet lettere for bumser som Pettersson.

Christer Pettersson hævdede at han græd, da han hørte om mordet på Palme. Overalt i Sverige var der lagt kondolencelister frem, som man kunne skrive en hilsen på, og på den lokale kondolenceliste skrev Pettersson verset »Att mötas och skiljas är livets gång – att skiljas och mötas är hoppets sång«. I øvrigt var Pettersson ganske intelligent, og han kunne citere kvadet Hávamál – på oldislandsk.

Der synes at være almindelig enighed blandt vidnerne om at gerningsmanden bar en lang skijakke der nåede ham næsten til knæene, og et sådant stykke overtøj fandtes ikke i Petterssons garderobe. Desuden skal han have båret en mørk strikket hue, ligesom Jack Nicholson i filmen »Gøgereden«. Flere vidner beretter i øvrigt samstemmende at gerningsmanden var 'dårligt klædt', og der var endda en der sammenlignede ham med den norske tv-figur Fleksnes. Denne 'dårlige tøjsmag' stemmer også overens med de pårørendes beskrivelse af Christer Andersson.

Den mand, der forfulgte gerningsmanden ned ad Tunnelgatan, tabte sporet på Regeringsgatan oppe i bydelen Brunkebjerg. Hvis Pettersson var gerningsmanden kan han teoretisk have søgt ned på Birger Jarls Gatan, og have gået mod syd for at komme til Centralstationen, hvorfra han kan have taget det tog hjem til Rotebro, som var sidste forbindelse den aften. I betragtning af at toget den aften var 5 min. forsinket kan han lige akkurat med nød og næppe have nået toget, hvis han gik almindelig rask til. Han kan ikke være løbet ned ad den befærdede Birger Jarls Gata, for så ville vidner have set ham løbe og sat ham i forbindelse med mordet.

Hvis Christer Andersson var gerningsmanden, kan han være søgt nordpå ad Birger Jarls Gatan, hvorfra der var ca. 20 min. gang hjem til hans bopæl.

Brunkebjerg, hvor morderen flygtede op og forsvandt, har tidligere i historien været i begivenhedernes centrum. Den danske konge Christian I gjorde i slaget på Brunkebjerg 1471, som dengang lå helt udenfor Stockholm, et forgæves forsøg på at holde sammen på Kalmarunionen. Dengang blev kongens nederlag (bort)forklaret med at der var blevet udøvet sort magi. Meget af efterforskningen af Palme-mordet foregik på samme uvidenskabelige niveau.

Hverken Christer Pettersson eller Christer Andersson lever længere. Ingen af dem var gift, og Pettersson døde i 2004 og Andersson i 2008. Pettersson døde af kraniebrud som han havde pådraget sig ved et fald, formentlig pga. hans omtågede tilstand, så det dødsfald er der næppe noget mystisk ved.

Andersson måtte på et tidspunkt pga. sin ændrede økonomiske situation flytte fra sin luksuslejlighed i Stockholm til en noget mere beskeden lejlighed i forstaden Trångsund syd for Stockholm. Han blev efterhånden mere og mere deprimeret, og da hans bror, som boede i Skåne, ikke kunne komme i forbindelse med ham fordi han ikke tog telefonen, var han så letsindig at pudse politiet i Stockholm på ham. Da politiet ringede på og råbte: det er politiet, hørtes et skud. Da politiet trængte ind i lejligheden fandt de Andersson død. Han havde skudt sig – formentlig fordi han troede at de var kommet for at hente ham til endnu en afhøring omkring Palme-mordet. Da der tydeligvis var tale om et selvmord blev der ikke gjort mere ud at det. Andersson blev kremeret og bisat, og lejligheden blev senere ryddet.

Anderssons navn var hemmeligstemplet, kun en meget snæver kreds indenfor politiet vidste at han havde været mistænkt for Palme-mordet, og det saboterede opklaringsarbejdet. De to betjente der var sendt ud til ham vidste det ikke, og der gik nogen tid inden de kriminalbetjente, der havde arbejdet med efterforskningen af Palme-mordet, fik kendskab til hans selvmord, og da var det for sent. Da var alt indboet i lejligheden for længst kørt væk, og man havde forpasset chancen for at gennemsøge lejligheden for spor der måske kunne have ført til opklaring af mordet på Olof Palme. Overdrevent hemmelighedskræmmeri er "god stil", men ikke særlig rationelt.

Den weekend hvor Palme blev myrdet havde Stockholms politichef Hans Holmér taget fri, og var kørt til Dalarna sammen ned sin elskerinde for at deltage i Vasaløbet. Pga. den pikante omstændighed at han var sammen med sin elskerinde havde han omhyggeligt undladt at informere nogen udenfor politiet om hvor han skulle hen. Man havde forsøgt at få fat i ham på selve mordnatten, idet man ringede gentagne gange til ham på hans hotelværelse. Men han tog ikke telefonen, af den gode grund at han ikke tilbragte natten på sit eget hotelværelse, men lå og bollede inde hos elskerinden. Så han anede ingenting om mordet før lørdag morgen, hvor portieren på hotellet fortalte ham om det. Så fik Holmér til gengæld travlt med at pakke alle sine ting og sætte kursen mod Stockholm igen. Vasaløbet kunne han altid deltage i en anden gang – men et statsministermord!!! Det var en sag af den slags han kun ville få een gang i hele sit liv! Det var næsten for godt til at være sandt!

På vej i bilen mod Stockholm sad Holmér og udviklede forskellige teorier omkring mordet, og elskerinden, som også var ansat ved politiet, skrev teorierne ned efter hans diktat. Han stirrede sig meget hurtigt blind på en teori om at en sammensværgelse af kurdere stod bag mordet.

Palme havde sjældent livvagter, så han var et let offer for kræfter der ville ham til livs. Og Palme-hadere var der nok af i Sverige pga. hans kontroversielle politik. En af teorierne opererede med at Palme – som en anden Arne Treholt – dyrkede sin egen private form for diplomati, og plejede omgang med østeuropæiske agenter. Og det skulle være grunden til at han sjældent havde livvagter, for så kunne han lettere mødes med sine østeuropæiske kontakter, uden at nogen blandede sig i det.

En teori som man arbejdede meget med var ”politisporet”. Der var beviseligt mange Palmehadere indenfor det svenske politi – der var ligefrem nogle der åbenlyst fejrede hans død ved at skåle i champagne – og der skal være observeret mange mænd med walkie-talkies mod syd ad Sveavägen på mordaftenen, som ligesom kan have overvåget Palme på hans spadseretur, og rapporteret hans færden til hinanden. Men de fleste observationer kan forklares som vægtere o. lign. og der findes ikke en eneste observation af den slags mod nord ad Sveavägen. Og ingen kunne på forhånd vide hvilken vej Palmes ville gå. Først i sidste øjeblik besluttede de at gå hjem, men de kunne ligeså godt være gået mod nord til den nærmeste station og have taget toget hjem, ligesom de havde gjort på udturen.

To personer indenfor 'Palmefjendtlige' kredse disponerede på mordtidspunktet over hver sin lejlighed på Regeringsgaten omtrent på det sted hvor morderen forsvandt. Så han kunne være forsvundet ind i en af de to lejligheder. Men umiddelbart før han forsvandt stødte han ind i et par, de råbte efter ham, og de så med sikkerhed at han fortsatte videre nordpå ad Regeringsgaten. Han stoppede ikke op og låste sig ind i en lejlighed.

Morderen kunne også teoretisk have haft en flugtbil stående på det sted, hvor han forsvandt, men ingen af vidnerne på dette sted hverken så eller hørte en bildør blive åbnet eller lukket.

En anden teori opererede med at Christer Pettersson havde planlagt at myrde narkohandleren Sigge Cedergren, som han tit havde købt narko hos. Men han tog fejl og forvekslede Palme med Cedergren. Efter mordet skulle han have søgt tilflugt på Klare kirkegård, hvor han skal have ligget hele natten med risiko for at fryse ihjel i det vinterkolde Stockholm. Først da han hen på morgenstunden forlod sit 'natherberg' på kirkegården og så morgenavisernes spisesedler forstod han hvilken frygtelig fejltagelse han have begået. Han havde skudt landets statsminister! Med henblik på Palmes meget karakteristiske udseende, som gennem medierne må have været enhver svensker bekendt, lyder det ikke specielt plausibelt at Pettersson kunne forveksle ham med narkohandleren Cedergren.

Et andet spor var det såkaldte »Mockfjärdsvåben« som i 1983 var blevet brugt under et røveri mod postkontoret i Mockfjärd i Dalarna. Udover Christer Anderssons våben var det det eneste af de i den forbindelse interessante våben i Sverige der var bortkommet, men det blev i 2006 fundet i en sø nær Mockfjärd. En af de tre røvere fra Mockfjärd havde siddet i fængsel sammen med Christer Pettersson, og han kunne have solgt ham våbenet, og så skulle Pettersson senere have skaffet sig af med gerningsvåbnet efter at have skudt Palme. Men hvis Pettersson ville skille sig af med et gerningsvåben, så ville han næppe rejse 300 km op til de øde skove i Dalarne og smide våbnet i en sø. Så ville han snarere tage en tur med Finlandsfærgen og kaste våbnet i vandet fra færgen når det var blevet mørkt. Så ville han desuden som 'sidegevinst' have kunnet nyde godt af en toldfrie sprut ombord!

Alle de oplysninger som danner baggrund for forfatterens teori har han fået fra en kilde – 'den svenske stemme' – ved Stockholms politi, som under fuld anonymitet har givet ham oplysninger, som ellers skulle have været hemmeligholdt i 40 år. Han har døbt den anonyme kilde 'den svenske stemme' efter inspiration fra 'den danske stemme' i London, som under 2. Verdenskrig gav danskerne værdifulde oplysninger, som nazierne ellers ville holde hemmeligt.

 

Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej

I 1948 fandt et af forrige århundredes mest bemærkelsesværdige mord sted. Dobbeltmordet på Peter Bangsvej, hvor kontorchef Vilhelm Jacobsen og hans hustru Inger blev myrdet med et slagvåben, en lampe de selv havde i stuen. Mordet er aldrig blevet opklaret. Det er formentlig sket spontant og har ikke været planlagt, for så havde gerningsmanden sandsynligvis selv medbragt et mordvåben.

 Jeg har læst en bog om dobbeltmordet, og det er spændende læsning. Det er bemærkelsesværdigt at morderen ikke stak af straks efter sin forbrydelse, men gav sig god tid til at rydde pænt op efter sig. Han blev i lejligheden i mange timer, til langt over midnat, og vaskede omhyggeligt alle blodspor væk. Samtidig lagde han en række falske spor ud, som førte politiet ud på det ene vildspor efter det andet. Ovenpå hver af de to myrdede var der anbragt en stok på en måde der havde ligesom rituel karakter 

 Ofte kan små detaljer have den største betydning. Om eftermiddagen på morddagen var fru Inger Jacobsen gående nogle ærinder i byen. Bl. a. var hun i en antikvitetshandel og købte et par ting, et par små figurer og nogle glas. Hun bad om at få varerne bragt ud, enten omkr. kl. 18 samme aften eller omkr. kl. 10 næste formiddag. Lidt før kl. 18 gik antikvitetshandleren ud for at starte sin motorcykel og køre ud med varerne. Men motorcyklen ville ikke starte. Han baksede lidt med den, men opgav til sidst at få den i gang, og besluttede at udskyde leveringen til det alternative tidspunkt næste formiddag. Hvis motorcyklen havde startet, så er det ikke sikkert at det havde udviklet sig til århundredets mordgåde. For så var han sandsynligvis kommet og havde overrasket morderen midt i dennes forehavende.

 Aftenen efter dobbeltmordet sad nogle politibetjente vagt i lejligheden. De fordrev tiden med at ryge Jacobsens cigarer og spise nogle æbler som fru Jacobsen havde købt. En af dem smed et æbleskrog ud af køkkenvinduet og ned i gården. Her blev det senere fundet af en opdager som sendte det ind til teknisk undersøgelse, i den tro at det stammede fra gerningsmanden.

Vilhelm Jacobsen havde på morddagen ifølge talonen i hans checkhæfte skrevet en check på 8.500 kr. - et svimlende beløb dengang. Checken er aldrig blevet indløst, og grafologer har vurderet at der muligvis er rettet i beløbet på talonen. Kan det være et vildspor fra morderens side for at få politiet til at tro at motivet skulle være et økonomisk mellemværende?

 Da mordene skete så kort tid efter krigen opererede man bl. a. med den teori at motivet skulle søges i modsætningsforhold der var opstået under besættelsen. Derfor var en række frihedskæmpere under mistanke. Blandt dem var en ung fusentast som havde været med til en aktion i Nordre Frihavnsgade 5. maj 1945, hvor hans gruppe skulle afvæbne en tysker i en lastbil. Gruppen havde stoppet tyskeren og stod og snakkede med ham, da fusentasten pludselig løb hen og umotiveret skød tyskeren på klods hold, så han faldt død om. Han fik en reprimande, men mere kom der ikke ud af det. Nedskydningen af en tysk soldat i befrielsesdagene lå under bagatelgrænsen. Selvom tyskeren sandsynligvis ikke frivilligt var kommet til Danmark som en del af besættelsesmagten. Han var højst sandsynligt blevet voldtaget til det af det liderligt værnepligtofile Nazityskland.

Denne fusentast var beviseligt senere på året 1948 gerningsmanden bag et andet dobbeltmord på Køge Bugt, hvor to mænd blev myrdet ombord på en fiskekutter i forbindelse med en skibshandel og smidt i vandet. Han beskyldte til gengæld sine to ofre fra Køge Bugt for at være geninngsmændene bag dobbeltmordet på Peter Bangsvej.

Man opererede også med teori at Jacobsen gennem sin arbejdsplads English House var indblandet i mere eller mindre tvivlsomme forretninger med baggrund i varemanglen under og efter krigen. Så skulle en af hans samarbejdspartnere være trængt ind i lejligheden for at fjerne belastende materiale, men blev overrasket af fru Jacobsen da hun kom hjem.

Der er flere uregelmæssigheder i Vilh. Jacobsens færden på morddagen. Han gik altid hjemmefra nøjagtig 7.45. Men på morddagen gik han hjemmefra 20 min. tidligere, men ankom til kontoret til sædvanlig tid. Hvad lavede han de mellemliggende 20 minutter? Og efter at han forlod kontoret sidst på eftermiddagen skal han være set dels i Botanisk Have sammen med de dame og en hund, dels i en café på Kgs. Nytorv. Og han tog ikke S-toget hjem som han plejede, men tog en taxa.

En anden mistænkt var ægteparrets nære ven Erik Ramdahl.  Han kom jævnligt hos ægteparret, og ville ikke have haft nogen problemer med at blive lukket ind, selvom han kom uanmeldt. I begyndelsen var han et vigtigt vidne der hjalp politiet med mange oplysninger om ægteparrets vaner og rutiner. Men efterhånden slog det kriminalbetjent Poul Dam at han ligeså godt kunne være den hovedmistænkte. Ramdahl hævdede at han jævnligt bragte rå lever til fru Jacobsen, som hun spiste pga. en blodsygdom. Men hendes læge kendte ikke til nogen blodsygdom - tværtimod ville det være farligt at spise rå lever i en sådan situation. Ramdahls motiv kunne i givet fald være at han forsøgte sexuelle tilnærmelser til fru Jacobsen, og da hun afviste ham gik der panik i ham. Så blev han nødt til at blive og vente på at Jacobsen kom hjem og myrde ham også, da han ellers ville pege på Ramdahl som gerningsmanden. Ramdahl havde ikke noget helt skudsikkert alibi.

Poul Dam, som arbejdede med sagen lige til sin død - også efter at han var gået på pension - var til sin død overbevist om at Ramdahl var gerningsmanden, men han benægtede hårdnakket lige til det sidste. I øvrigt arvede Ramdahl den lampe som var gerningsvåbnet.

Palle Sørensen

En af efterkrigstidens værste forbrydelser i Danmark var mordet på fire politibetjente på Amager i september 1965. Vaneforbryderne Palle Sørensen og Norman Lee Bune havde en nat i september været rundt på indbrudsturné i Roskilde og København. Det er en sejlivet myte at de kørte i en stjålet bil, men i virkeligheden kørte de i Palle Sørensens egen bil, en hvid Simca Versailles, KB 34.098.

De boede begge to på Amager, og de var næsten nået hjem til Bunes bopæl, hvor de skulle have delt byttet, da de mødte en politipatrulje. Det var Henning Skov Hansen og Gert Søndergaard Harkjær fra Tårnby politi i en Volvo 544, KM 22.351. Så gjorde Bune noget dumt. Han vendte sig om og så efter politibilen, og det vakte betjentenes mistanke. De lavede en u-vending og fulgte efter Palle Sørensens bil. Han prøvede at ryste dem af sig ved at køre rundt på de små villaveje, men de blev ved at være lige i røven på ham. Så kørte han ud på Amager Strandvej og forsøgte at køre fra dem. Undervejs aftalte de at de om nødvendigt ville skyde sig fri, og de var begge bevæbnede. »Vi ta'r en hver« sagde Bune. Da patruljevognen kørte ind foran og standsede dem svigtede modet imidlertid Bune, han smed sit våben fra sig og stak af, men Palle Sørensen gjorde som de havde aftalt. Han stod ud af bilen og skød de to betjente ned koldt og roligt.

Derefter fortsatte han alene i bilen. Det lykkedes ham at køre udenom en politiafspærring lidt længere fremme, men på Vermlandsgade gentog det samme sig fra før. Han blev stoppet af en anden politipatrulje fra Københavns politi, Aksel Dybdal Andersen og Elmer Gert Jeppesen i en Ford Zephyr, KL 37.215. De vidste ikke hvad der var sket med to af deres kolleger få minutter tidligere. Og Palle Sørensen steg ud og skød også dem ned. Derefter kørte han videre og forsvandt.

I løbet af næste dag opsøgte han Bune i hans lejlighed, og de forsøgt forgæves at fabrikere et falsk alibi. Til sidst indså Palle at han ligeså godt kunne gå hen og melde sig, for det var umuligt for ham at flygte, og det ville alligevel kun være et spørgsmål om tid inden han blev pågrebet. Det gjorde han så, og et halvt år senere blev han idømt livsvarigt fængsel.

Han kom til at tilbringe de næste 33 år i fængsel, de første mange år i isolation, men efterhånden fik han bevilget et par årlige ledsagede udgange. Han var meget teknisk interesseret, så han valgte at komme på en udflugt til Helsingør, hvor han besøgte Teknisk Museum og Kronborg. Han fik også lov til at besøge sin mor på sygehuset da hun var blevet syg og deltage i hendes begravelse da hun døde.

Palle Sørensen var noget at et teknisk geni ligesom u-båds Madsen, og ligesom denne forspildte han også sit liv med sine meningsløse forbrydelser. Palle Sørensen var aldrig flyttet hjemme fra sin mor. Da han begik det 4-dobbelte politimord havde han allerede tilbragt sammenlagt 11 år i fængsel, men når han var ude boede han hjemme hos sin mor. Han var stærkt interesseret i våben og i store biler. Foruden Simcaen havde han også en Cadillac, KA 31.184. Simcaen havde han købt netop med det formål at anvende den til tyvetogter, da den ville vække mindre opsigt end den store Cadillac.

Efter at have siddet fængslet i 33 år blev Palle i 1998 som 71-årig benådet af justitsminister Frank Jensen (der i parentes bemærket senere faldt som offer for krænkelseskulturen blandt de stereotype politikermasser). Herefter boede Palle resten af sit liv i en lejlighed i Valby, hvor han døde i 2018, knapt 91 år gammel. Han nåede således at få endnu 20 år i frihed. Efter at have haft lejlighed til de mange år i fængslet at angre sine forbrydelser havde han på sine gamle dage forvandlet sig til en venlig mand, der brugte sin tekniske snilde på at hjælpe kvarterets beboere med mange daglige småreparationer. I sine yngre dage var han gengæld Amagers unge lømler behjælpelig med at hjælpe dem med at bore deres knallerter.

Palle Sørensens liv er grundigt beskrevet, men det er uvist hvad der sidenhen skete med hans kammerat Norman Lee Bune.

  

Mord omkring Borup

Området lige syd for Borup har været skueplads for flere alvorlige mordsager, og de har flere lighedspunkter.

Der var for det første Kulerupmordet i 1962. En mand fra Korsør havde midt om natten 'lånt' en kollegas bil uden dennes vidende, kørte tværs over Sjælland, opsøgte sin svigermor der havde en købmandsbutik ved Køge-Ringsted landevejen, og myrdede hende. Han forsøgte også at myrde sin egen datter, der boede hos sin mormor. På hjemvejen var han inde og tanke, for at skjule over for kollegaen at hans bil havde været ude og køre om natten. Bilen han kørte i var en Morris Minor 1000 på papegøjeplader, EN 50.338. Jeg husker dette mord særlig tydeligt, for jeg kom forbi købmandsforretningen morgenen efter mordet, og politiet var 'massivt' til stede, som det hedder. Man havde hele tiden haft mistanke til svigersønnen, men problemet var hvordan han kunne være kommet tværs over Sjælland midt om natten, for han havde ikke selv bil. Men da tankpasseren senere meldte sig med oplysninger faldt brikkerne på plads.

I 1968 blev Svend Aage Geisler fundet myrdet lige i nærheden. Han havde været frihedskæmper under besættelsen, og var bl. a. involveret i likvideringen af Jane Horney. Efter krigen kom han ud i noget snavs. Han var også mistænkt for dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. En far og søn havde truffet Geisler døddrukken på et værtshus i København. De kørte længe rundt med ham i deres bil, i den hensigt at 'rulle' ham, men de endte med at myrde ham. Deres bil var også en Morris Minor 1000.

Og fra de senere år er der sagen om Emilie Meng fra Korsør, der forsvandt sporløst en sommernat på vej hjem fra en bytur. Senere blev hun fundet myrdet også lige der omkring.

Alle tre mordsager trækker tråde til Korsør. Kulerupmorderen var kommet kørende fra Korsør, hvor han boede. Emilie Meng boede også i Korsør. Og Geislers mordere fortsatte efter mordet til Korsør, hvor de besøgte en café inden de vendte tilbage til København.

 

 

 

 

Lundeborg mysteriet

Jeg har genset nogle gamle episoder af »Forsvundne danskere« på Bonanza. Et af de mest fascinerende forsvindingsnumre, som jeg også kan huske fra dengang det skete, er Lundeborg-mysteriet. I september 1976 sejlede et ungt kærestepar ud fra Lundeborg havn på Fyn i en sejlbåd i millionklassen og forsvandt. Danmarks Radio har forsket i deres forsvinden.

Han hed Niels Bjørn Engbæk og var 28 år. Han havde en radioforretning i Vejstrup, kørte Jaguar og var noget af en playboytype. Han havde drevet smugleri og havde hentet smuglervarer hjem fra Tyskland. Han havde en sag for smugleri hængende over hovedet og havde således i allerhøjeste grad et motiv til at forsvinde. Hun hed Susanne Wichmann Christensen og var 19 år. Hun var meget forelsket i ham.

Kort før de forsvandt havde hun haft et opgør med sine forældre, der var imod forholdet. De havde set på båden, som lå i Faaborg, og foregav at de var interesseret i at købe den. De betalte et depositum for at få lov til at sejle en prøvetur i båden, og sejle den til Lundeborg for at få den undersøgt nærmere. En tidlig morgen sejlede de ud fra Lundeborg havn og forsvandt.

De er sporet til den Engelske Kanal. Tre uger efter deres forsvinden lå de en uge i Folkstone på den engelske side af Kanalen. Et par dage senere lå de i en fransk havn. Begge steder havde vidner set dem og snakket med dem. Vidnerne kunne tydeligt genkende dem begge to og båden, selvom den havde fået nyt navn. Ved afrejsen fra Lundeborg hed den Our Star, men nu hed den Pan. Men man kunne se at det gamle navn var kradset ud.

Et par dage efter den sidste sikkert daterede observation i Frankrig blæste der en voldsom storm i området, og yderligere et par dage senere blev hans kørekort fundet drevet i land på den franske kyst. Så er spørgsmålet hvad man skal udlede af det. Forliste de i stormen? Tabte han sit kørekort i vandet, eller smed han det med vilje over bord, for at det skulle blive fundet, og man skulle tro de var forlist og ikke lede mere efter dem? Politiet tror de forliste. Et par dage efter at kørekortet blev fundet mener et andet vidne imidlertid at have set dem og snakket med dem i en anden fransk havn. Hvis det er rigtigt kan de selvsagt ikke være forlist i den storm, men vidnet er dog ikke helt sikker på datoen for hvornår han så dem.

Danmarks Radio har undersøgt forholdene omkring den storm. De har snakket med Meteorologisk Institut, som har givet en grundig beskrivelse af vejrforholdene i Kanalen i de dage, og med en søfartskyndig. Han vurderede at et skib at den type sagtens ville kunne klare sig i den pågældende storm – det var bygget til at klare langt værre uvejr. Hvis det endelig skulle være, så var der større risiko for at de var sejlet ned af et større skib i det snævre trafikerede farvand. Men hvis de var forlist, så var det højst usandsynligt at kørekortet ville være det eneste der nogensinde blev fundet. Så ville der også være blevet fundet andre vragrester. Meget tyder på at manøvren med at lede politiet på vildspor ved at kaste kørekortet i vandet er lykkedes.

Forsikringsselskabet erklærede at skibets forsvinden var ”højst mystisk” og nægtede at udbetale erstatning til ejeren. Denne mistede således sit skib i millionklassen.

Så gik der to år uden nyt i sagen. Men i sommeren 1978 kom der et nyt spor. Et fynsk ægtepar var på ferie i Østrig. Der havde nylig været en artikel i et ugeblad om de to unges forsvinden med billeder af dem. Begge havde et ret karakteristisk udseende. Hendes forældre appellerede til datteren om at give livstegn fra sig og lade det gamle modsætningsforhold være glemt.

Det fynske ægtepar gik tur i Maltadalen i Kärnten i det sydlige Østrig. De havde lige læst artiklen om de to forsvundne, og pludselig så de dem komme gående.

– Der er han sgu! udbrød manden.

– Hvem? sagde konen.

– Ja, ham vi lige har læst om i Billedbladet.

– Ja, det er han osse.

Det var tydeligt at han forstod hvad der blev sagt, og blev forskrækket over at være blevet genkendt. Der blev ikke vekslet nogen ord imellem dem, men det gav et sæt i ham, han tog fat i pigens arm og trak hende hurtigt afsted.. Flere gange vendte han sig om for at se om nogen fulgte efter dem.

Ægteparret meldte deres observation til det østrigske politi. Maltadalen er en snæver dal, kun en enkelt vej forbinder dalen med omverdenen, og der blev etableret en kontrolpost, så alle der kørte ud af dalen blev kontrolleret. Men uden resultat. Der gik to timer fra observationen af de to eftersøgte til politiet blev alarmeret, så de kan godt være nået at slippe ud af dalen inden.

Det danske politi modtog rapport fra det østrigske politi om det passerede, men foretog sig ikke yderligere i den anledning. De foretrak fortsat at hælde til teorien om at de var druknet i en storm i Kanalen. Man skulle ellers tro at de danske myndigheder var sultne efter at få fat i ham og få ham retsforfulgt for smuglersagen, men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Susannes forældre havde på en tidspunkt opsøgt en synsk kvinde for at høre om hun kunne se noget om datterens skæbne. Hun kunne se at Susanne levede og havde det godt. Hun boede et sted hvor der var meget bjergrigt, hun havde et barn og et til var på vej. Et bjergrigt sted passer jo godt med Østrig, og det lyder også meget sandsynligt, at de to kan have fået børn sammen.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.06 | 11:57

Hej Carsten
Jeg har fundet en gl. nummerplade på et husmandsted i Odsherred, Sort emalieret med hvid skrift. CL 1543

Hvad har den siddet på af køretøj ?

...
20.05 | 10:48

Hej, jeg kan se at du er chauffør på Indkøbsbussen
Hvordan kan min far kommer med på indkøbstur? Hvem skal han kontakte?
På forhånd tak
Vh. Annemette

...
20.04 | 15:35

Hvor kan man købe monteringsskruer til sorte historiske nummerplader med firkanter hoved, der sættes i glideskinnerne bag på nummerpladen ?

...
16.02 | 08:36

Jeg har en gammel gul nummerplade til en motorcykelforskærm S9013, stort set fejlfri. Har den nogen værdi

...
Du kan lide denne side