Donaldisme

En af mine tidligste interesser var Anders And. Som barn troede jeg at Walt Disney personligt skrev og tegnede alle historierne. Senere blev jeg opmærksom på de mange forskellige tegnere, ikke mindst den legendariske Carl Barks. Og Sonja Rindom som mesterligt oversatte historierne til dansk gennem mange år. Hun har beriget det danske sprog med bl. a. landet Langtbortistan og gjort vendinger som »ikke en kinamands chance« udbredt. Både Carl Barks og Sonja Rindom blev meget gamle - begge blev næsten 100 år.

Landet Langtbortistan

Sonja Rindom har oversat Langtbortistan efter Carl Barks' Farawaystan, et eksotisk land tydeligvis i den "muslimske" del af verden, og Langtbortistan klinger ligesom Afghanistan og Pakistan. På svensk hedder det Långtbortistan, hvilket også kan betyde Långt bort i stan, dvs. langt bort i byen.

Der er især to fjerne steder som Anders and jævnligt har besøgt, nemlig Langtbortistan og Timbuktu. Men mens Langtbortistan er et opdigtet land, så er Timbuktu et sted der virkelig eksisterer, nemlig en by beliggende meget øde langt inde i Sahara i Mali. Og hvor Langtbortistan er et sted hvor Anders And bliver sendt ud på ekspedition og oplever mange spændende ting, så er Timbuktu et sted han søger hen hvis han på en eller anden måde har dummet sig, og gemmer sig der til det er drevet over.

Hvad slags dyr er Georg Gearløs?

Pga. næbbet må han være en eller anden slags fugl, men hvilken? I modsætning til andefamilien og gåsen Fætter Guf er han fuldt påklædt med bukser og sko, og han har ingen gump og svømmefødder. Han har en mere menneskelig skikkelse, høj og slank. Når han tager skoene af kan man se at han har alm. menneskefødder og tæer, ikke ande-svømmefødder. Og han kan heller ikke være en svømmefugl med medfødte forudsætninger for at færdes i det våde element, for i de tidlige historier kunne han ikke svømme - det er først noget han har lært sig efterhånden.
Pga. næbbets form har der været gættet på en gråspurv eller en due. I de tidlige historier var han tegnet med et længere og smallere næb, hvilket gav ham en vis lighed med en måge.

Men sandheden er nok at han ikke kan artsbestemmes som een bestemt fugleart, men snarere tilhører en særlig race af en art blanding af menneske og fugl. Mens det politiske miljø i Andeby domineres af grise (borgmesteren er altid en stor tyk gris i jaket), og det juridiske miljø domineres af ugler (dommeren er altid en ugle), så domineres det akademiske miljø i Andeby i højere grad af væsener med fuglenæb, men i øvrigt med menneskelig skikkelse. Nogle har ydre ører, mens andre kan få brillerne til at sidde fast uden ører, nogle har hår og evt. skæg, men fælles for dem alle er at de har en intilligens væsentlig højere end gennemsnittet. Og det er nok her vi skal søge Georg Gearløs' artstilhørsforhold.

Guldgraverliv i Alaska

Denne Alaska-nummerplade design 1997 har som baggrundsbillede guldgravere der er på vej op ad den smalle sti op over Chillikoot-passet. Det var en stærkt benyttet adgangsvej for guldgravere da der i 1890 blev fundet guld ved Yukonfloden i Canada.
Hvis man har læst Don Rosas album »Her er dit liv, Onkel Joakim«, hvor han har genskabt hele Onkel Joakims liv fra han blev født i Glasgow i 1867 på baggrund af 'kendsgerninger' om Joakims liv skrevet af Carl Barks i hans mange klassiske historier, vil man nikke genkendende til denne situation. 

Bemærk at det midterste A i Alaska er en korslagt hakke og spade.

Bedstemor Ands bil

Bedstemor And bor på en gård lidt udenfor Andeby sammen med sin luddovne karl Fætter Guf, hun har mange husdyr, hun dyrker kartofter, majs og grøntsager, og hun kører i en bil fra omkring Første Verdenskrig med et højt lukket karosseri. Ifølge flere eksperter skal den være tegnet med forbillede i enten en Milburn elbil eller en Detroit Electric. Bedstemor And kører altså elbil, og det er måske ikke så mærkeligt, for i bilernes barndom var appelerede elbiler især til kvinder. De var renlige, lydløse, havde et elegant interiør med plydsstole, og først og fremmest var de nemme at starte. De krævede ikke så mange armkræfter som datidens benzinbiler, der skulle startes med håndsving. Men deres store ulempe var den korte aktionsradius.

Men Bedstemor And har ikke elektricitet på sin gård. Hun har petroleumslamper i stuen, og når hun skal stryge, så foregår det med et gammeldags strygejern der skal varmes op på det brændefyrede komfur. Så hun får bilen ladet op ved hjælp af lynet under tordenvejr

Store Stygge Ulv

I et portrætgalleri over alle de kendte Disney-figurer hedder det om Store Stygge Ulv at han er stærkt interesseret i alle opskrifter der indeholder svinekød.  http://www.disney.dk/andersand/andeby/portraetter/storestyggeulv/index.html
Så er Stygge Ulv i hvert fald ikke "muslim" .

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.09 | 13:43

Hej Carsten. Unnas motorcykel
Den gamle James motorcykel er nu det første der ses på hjemmesiden fra Egeskov. den er stadig med nummerplader.
Hilsen Niels (søn)

...
27.08 | 07:48

Enig i at Asmundtorp kyrka er en Tivoli-katedral. Er selv en stor hader af Helgo Zettervall. Denne kirke er dog ikke tegnet af H.Z., men af Gustaf Hermansson.

...
24.03 | 13:31

Har nogle sjove plader

...
16.03 | 18:52

Ja værsågod.

...
Du kan lide denne side